Nyhed
Permakulturskolen - læringspraktik og PDC 2027

Permakulturskolen - læringspraktik og PDC 2027

0,00 DKK

Lagerstatus: På lager
stk.

Uddannelsesforløb med læringspraktik & Permakultur Design Certifikat kursus

11.april – 28.august 2026

For unge

Permakulturgaarden.dk i Skovvirke v. Mira Illeris og Esben Schultz

Ønsker du et længere uddannelsesforløb, hvor du kan lære om permakultur gennem undervisning og praktisk erfaring midt i etableret permakultur – så er muligheden her nu.

I Permakulturskolen er der 10 pladser og du kan lære gennem undervisning tilknyttet praksis på vores 6 samarbejdende permakultur-skovlandbrug og vores off-gridhuse. På Skovvirke har vi forpligtet os til en livsstil med et bæredygtigt økologisk fodaftryk og er på den måde et reelt eksempel på, hvordan vi regenererer naturressourcerne og modvirker klimaforandringerne. Her er etableret permakultur-skovlandbrug med mange tusind træer og flere endnu skal plantes! Få en unik oplevelse og en læring, du ikke kan få andre steder.

Læring gennem praktik
Du får gennem arbejdet viden om og erfaring i at bygge off-grid halmhuse af lokale materialer og i at dyrke permakultur madskove/skovhaver, hønseskove, gåsehold under cideræbler, nøddeskove, svampedyrkning, biodiversitetstiltag mv. Gårdene er i forskellige stadier af etablering og således vil du se og arbejde med mange forskellige opgaver og møde mange forskellige mennesker og få indblik i deres motivation og permakulturdesigns. På Skovvirke har vi tilsammen enormt meget viden, da vi er håndværkere, landmænd, agronomer, landskabsarkitekt, biolog, permakulturforfattere og undervisere mv.

Læring gennem undervisning og litteratur

Som en del af uddannelsen får du et eksemplar af bogen ”PERMAKULTUR – Sådan regenererer vi naturressourcerne og modvirker klimaforandringerne” som er en fagbog. Undervejs i praktikforløbet vil du ud over læringen gennem det praktiske arbejde få rundvisning på hver gård, og intro til arbejdet og et Permakultur praktikbevis, hvor alle de forskellige ting I har arbejdet med og lært om, nævnes.

Samtidigt deltager I som elevgruppe på vores Permakultur Designkursus, hvor der også kommer andre kursister. Her er en afsluttende designopgave hvor alle deltagere til slut får et internationalt permakultur certifikat (PDC). Certifikatet og beviset vil kunne bruges til ansøgninger til jobs eller uddannelser. Forløbet kan også ses som en bred indføring i permakultur, der kan danne afsæt for et selvstændigt liv med permakultur.

Bytteaftale – vi giver til hinanden
Dit arbejde er vigtigt for os! Praktikforløbet er gratis og du får kurset til rabatpris på 6800 kr frem for 9800kr. Vi ønsker at give unge mennesker, der ikke nødvendigvis har store økonomiske midler muligheden for et længere læringsforløb om permakultur. Samtidig afholder vi praktikforløbet for at få givet et ordentligt ryk til vores byggerier og permakultur-skovlandbrug. Vi giver alle økologiske råvarer til madlavning, så I ingen udgifter har til det. Meget af maden vil komme fra gårdene selv, så I får mulighed for at smage nogle af de spændende flerårige grønsager, bær mv.

Der arbejdes mandag til torsdag kl. 8.30 - kl. 15.00 med 1 times frokost-pause midt på dagen og fredag varierer med lejrdage(pasning og opbygning af jeres lejr), møder, forberedelse til event og kursus. Hertil er den fleksibilitet at I kan lægge 5 fridage ind i forløbet, som I selv vælger, hvornår skal holdes og evt. kan samles til en uge.

Arbejdsdagene foregår på skift på de 6 gårde. Du skal være indstillet på, at det er reelt arbejde og nogle opgaver vil strække sig over flere dage med ensartet arbejde, men det at I cirkulerer rundt mellem gårdene giver variation. Normalt holder Permakulturskolen v. Mira Illeris og Esbens Schultz kurser til ca. 1000kr/dag, men her ”betaler” du med fysisk arbejde. Det kan også sammenlignes med en mellemting mellem frivilligt arbejde på gårde (som WWOOFing) og en højskoleophold med lignende emner, der koster penge.

Fællesskab
Samtidigt får du et fællesskab med andre unge, der deler interessen for permakulturløsninger. I camperer i medbragte telt og har adgang til fællesarealer med et samlingstelt, solfanger udebad, komposttoilet og ude-køkken, hvor I selv laver mad.

 

Afholdelse af event for andre unge

Som en del af forløbet skal i holde 1-2 event for andre unge om permakultur. Her prøver I kræfter med selv at formidle det, I har lært – eventsne planlægges i samarbejde med Mira og Esben. De unge udefra inviteres til Skovvirke og I er værter og laver sammen med dem jord-til-bord workshops, viser rundt og debatterer permakultur i den grønne omstilling. På disse events kan I invitere venner, kærester og lære nye unge at kende.

Beliggenhed
Skovvirke ligger på Hornsherred mellem Isefjorden og Roskilde fjord, så der på cykel kan nås flere badesteder. Skovvirke ligger i bakket terræn med en stor gammel skov bagved, hvor det er dejligt at gå tur. Samtidigt ligger vi op ad Svanholm storkollektiv, der har en hyggelig café.

Deltagelse
For at søge om deltagelse skal du skrive til mirailleris@gmail.com. Vi vil gerne forsøge at lave en god holdsammensætning i forhold til alder, køn og evt. at nogle af deltagerne har erfaring. Skriv om dig selv og din motivation. Senere i 2026 vil vi holde optagelsessamtaler.

Vel mødt – med ønske om en fremtid der modvirker klimaforandringerne.
 

Evaluering fra tidligere praktikanter:

Lærke 23 år studerer geologi:

Det har givet mig en helt unik og meget meningsfuld og betydelig dimension af hvad, der skal til og hvilke ting, man kan gøre for helt grundlæggende at gøre verden til et bedre sted, modvirke klimaforandringerne og udvise enorm omsorg for Jorden, samtidigt med at vi ligeligt og retfærdigt fordeler omsorg til os mennesker.

Jeg tager herfra med en følelse af at være oplyst på så dybt og smukt et plan, at jeg ikke på nogen måde kan forestille mig ikke at have været en del af kurset og Permakulturskolen. Jeg har ikke nok ord til at kunne beskrive, hvor taknemmelig jeg er for at have fået muligheden for at være her lige nu. Tak for det I gør og dem I er.

Magnus 22 år – ønsker at få sin egen permakulturgård:

Forløbet på Skovvirke har været en af mit livs helt store oplevelser. Jeg er dybt taknemmelig for muligheden. På forløbet er jeg gået fra at vide meget lidt til at føle mig ret selvsikker i at kunne føre et projektet ud i livet - det er jo kæmpe stort. Mit kendskab til planter, dyrkningssystemer, teori mm. er et helt andet end før jeg kom til Skovvirke. Det har givet mig erfaring og redskaberne til selv at skabe noget. Jeg har gjort mig utallige praktiske erfaringer, som jeg aldrig ville kunne læse mig til. Undervisningen har været oplysende og inspirerende - en berigelse til alt det praktiske.

Bogen har været en fast læringspartner som jeg ofte har slået op i flere gange dagligt, når jeg har siddet og tænkt over et eller andet vedr. permakultur.

PDC designopgaven var en fed opgave, fordi vi allerede havde beskæftiget os med indholdet. Det virkede som en passende afrunding af opholdet.

Derudover har det været super hyggeligt med en masse gode mennesker og en masse god mad. Tak igen for det hele.

Signe 22 år – Studerer nu geografi på uni:

Har virkelig fået meget erfaring og ny viden af at være her og det har føltes som langt mere end en arbejdstjans, som at være en del af hele Skovvirke-fællesskabet – har følt os velkommen hos alle. Super opsætning med socialt sammenhold mellem os praktikanter.

Godt med de mange forskellige opgaver med permakultur dyrkning og byggeri. Kæmpe bonus med undervisning, bog og PDC – en stor læring.

Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser