I 2015 fik vi en landzone tilladelse igennem til at etablere seks små permakultur-gårde i en klynge “Skovvirke – permakulturlandbrug ved Svanholm”. Tilladelsen er givet på særlige permakultur-vilkår. Det er os bekendt første gang siden 1960, at et stort landbrug deles op i flere små landbrug med nye små gårde og driftsbygninger. Det er blot gået mod større og større brug med mindre diversitet. Læs tilladelsen her.

På Skovvirke er alle seks landbrug nu i gang. Hvert brug er på 1½ ha og hertil er der 2 ha fællesjord. Vi plantede de første læhegnstræer i december 2015. I dag er mange 1000 træer plantet i madskove, hønseskove, nøddeskove, ciderlunde mv. og mange af dem over 10 meter høje og bærer frugt og nødder.

På Skovvirke bygger vi off-grid halmhuse med komposttoiletter, spildevandsdrivhuse og egen elforsyning. Vi kombinerer derfor en høj levestandard med et bæredygtigt økologisk fodaftryk, modvirker klimaforandringerne og regenererer naturressourcerne i praksis. 

Projektet modvirker klimaforandringerne, fordi vi lagrer mere kulstof i træer og jord end vi udleder som CO2. Vi lever i stigende grad af stedets ressourcer med selvforsyning og salg fra permakultur-landbrug og andre lokale virksomheder. Det er en attraktiv livsstil tæt på naturen, hjemmearbejdspladser, et stærkt fællesskab, hvor hver familie samtidig skaber sit helt eget permakultur-landbrug fra bunden.

Vi er 11 voksne og 10 børn i Skovvirke.

Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser